Når Dizzy Mizz Lizzy til sommer træder ind på scenen til Grøn 2019, kommer de for at blæse publikum bagover. Bandet lover masser af hits og fuld smadder i deres første Grøn-optræden nogensinde, hvor de bestemt ikke har tænkt sig at blegne i forhold til resten af plakaten.
Selvom Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis dannede Dizzy Mizz Lizzy tilbage i 1988, tog det hele først rigtig fart, da bandet vandt DM i Rock i 1993. Det er 25 år siden, at de udgav debutpladen ’Dizzy Mizz Lizzy’, der blev den bedst sælgende danske rockplade nogensinde med 250.000 albums. Det skete takket være hits som ’Silverflame’, ’Love Is a Loser’s Game’, ’Glory’ og ’Waterline’, og de lagde ikke kun Danmark for deres fødder, mens slog også igennem i Japan. I 1996 udgav bandet albummet ’Rotator’, inden de i 1998 besluttede sig for at tage det, der skulle vise sig at blive godt 12 års pause fra hinanden. I 2016 udgav de deres tredje album, ’Forward In Reverse’, der bl.a. indeholder kæmpehittet ’I Would If I Could But I Can’t’.
Forsanger Tim Christensen har som solokunstner optrådt på Grøn hele fem gange. Grøn 2019 bliver dog første gang, Dizzy Mizz Lizzy kan opleves på Grøn, og publikum kan forvente, at bandet kommer med både høj energi og masser af hits – ligesom der måske også bliver mulighed for at støde på noget helt nyt:
”På Grøn kommer vi til at spille alle de numre, vi ved, folk gerne vil høre, og måske afslører vi også et nyt nummer eller to. Publikum kan forvente, at det bliver fuld smadder fra vores side af. Der er mange andre gode navne på plakaten til Grøn 2019, og dem må vi helst ikke blegne i forhold til.”
Ifølge bandet repræsenterer programmet på Grøn 2019 både en folkelighed og en genkendelighed, ligesom det også er en perfekt anledning til at opdage ny musik, eller musik man ikke på forhånd troede, man kunne lide:
”På Grøn er der noget for alle. Og så er der måske også en mulighed for få en eye-opener for noget musik, man måske ikke var klar over, at man ville kunne lide.”
Både gamle, nye og kommende fans kan under alle omstændigheder forberede sig på at blive blæst bagover, når Dizzy Mizz Lizzy bringer klassiske hits og fuld smadder med sig på scenen til Grøn 2019.